Aarhus-forfatter får Statens Kunstfonds store arbejdsstipendium

Onsdag 16. maj 2012

855.000 kr. fordelt på tre år. Det er, hvad den aarhusianske forfatter Morten Leth Jacobsen kan se frem til.

Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium er den største anerkendelse, en yngre forfatter kan få herhjemme. Der gives årligt 6-8 sådanne stipendier til forfattere, der har udvist usædvanligt talent og stor flid og som har fået udgivet mindst to værker.

I år er Morten Leth Jacobsen blandt de forfattere, der modtager hæderen.

”Det kom i den grad bag på mig. Jeg har søgt i flere år, men aldrig fået positivt svar – og lige pludselig dumper der sådan et brev ind. Det er så vildt,” siger forfatteren.

”Som forfatter er der en ting, man mere end noget andet længes efter – og det er anerkendelse for håndværket. Arbejdsstipendiet gives kun til forfattere, der skriver med enestående høj kunstnerisk kvalitet, og det gives af forfattere til forfattere. Det bliver vist ikke meget større end det,” siger han.

Morten Leth Jacobsen debuterede i 2009 med romanen Tornmark og har senest udgivet Aarhusromanen Mens Vi Venter. Alle hans tre romanudgivelser har været fulgt af flotte anmelderroser, men den store kommercielle succes er det hidtil ikke blevet til.

Forfatter på deltid

Langt de fleste danske forfattere arbejder på heltid eller deltid ved siden af deres forfattergerning, og Morten Leth Jacobsen er ingen undtagelse.

I det daglige arbejder forfatteren, der er uddannet ingeniør og retoriker, som tekstforfatter på Factor X, et reklamebureau i Aarhus C med speciale i industriel markedsføring.

”Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forholde mig til job og skriveri; jeg er glad for mit job, men stipendiet er jo tænkt til at give forfatteren fuld arbejdsfrihed i tre år. Nu skal jeg først fejre det her, og bagefter skal jeg til at lægge planer,” siger han. ”Jeg er jo bare en familiefar fra Jylland, der har sin egen trailer – og som skriver i sin sparsomme fritid. Men nu skal den have max gas.”

Statens Kunstfond fejrer uddelingen af årets arbejdsstipendier ved en reception i Kunststyrelsen, H.C. Andersens Boulevard 3 i København, tirsdag den 22. maj kl. 16.

Morten Leth Jacobsen er 44 år, gift og har to børn. Han har en mastergrad i retorik fra Aarhus Universitet og har tidligere været informationschef ved Sønderjyllands Symfoniorkester. Debut 2009 med romanen Tornmark. I 2010 udkom romanen Mindset, og i 2011 Mens Vi Venter. Han bor i landsbyen Foldby uden for Aarhus.

 

Morten Leth Jacobsen debuterede i 2009 med romanen Tornmark. Nu har han modtaget Statens Kunstfonds store arbejdslegat.

 

 



Cheap JerseysCheap NFL JerseysCheap Authentic JerseysCheap Sports JerseysCheap JerseysCheap NFL JerseysCheap NFL JerseysCheap MLB JerseysWholesale JerseysCheap NHL Jerseys