FRESH EYES on URBAN SPACE

MiriamO´Connor_komprimeret

 

 

Den 19. november 2015 afholdes seminaret FRESH EYES on URBAN SPACE på Åbne Scene på Godsbanen

Seminaret FRESH EYES on URBAN SPACE fjerner fokusset fra de sædvanlige turistattraktioner for i stedet at stille skarpt på det levede liv mellem husene og byrummets skjulte potentialer. Kunstnere, digtere, forskere og arkitekter fra hele verden vil sammen diskutere kunstens relation til byen, og hvordan man via kunsten kan gentænke den.

Den 19. november afholder det aarhusianske Galleri Image og Aarhus Litteraturcenter i samarbejde med Aarhus Billedkunstcenter heldagsseminaret FRESH EYES on URBAN SPACE. Seminaret sætter fokus på, hvordan især fotokunsten og litteraturen kan fortolke og gentænke byrummet æstetisk, og kunstnere, digtere, arkitekter og forskere fra hele verden vil fortælle om forholdet mellem kunsten, arkitekturen og byrummet. Programmet byder blandt andet på den australske professor i arkitektur Quentin Stevens, den danske digter Søren Ulrik Thomsen, der blandt andet står bag et gavldigt i neon i Valby, samt den sydkoreanske fotokunstner Hyun-Jin Kwak, der er bosat i Sverige, og mange flere. Med hver deres oplæg fortæller de om, hvordan de individuelt bruger byen og byrummet i deres arbejde, hvilket munder ud i en samlet debat om hverdagen i byen og byrummets skjulte potentialer mellem husene.

Seminaret er en forlængelse af 2017-projeketet FRESH EYES – International Artists Rethink Aarhus, der siden 2013 har inviteret en række forfattere og fotokunstnere til Aarhus for at give et bud på en kunstnerisk gentænkning af byen. Den grønlandske forfatter Niviaq Korneliussen og den britiske fotokunstner Tom Lovelace er blandt de mange kunstnere, som galleriet og de to centre har inviteret til byen – sidstnævnte vender tilbage til Aarhus for at deltage i seminaret. Projektet afsluttes i 2017 med udstillinger på Vestergade og Grønnegade, oplæsninger og udgivelsen af en stor kunstbog.

Arrangementet foregår på engelsk.
Seminaret er gratis, men af hensyn til forplejning med kaffe og kage bedes man sende en uforpligtende tilmelding til info@aabkc.dk.

FRESH EYES er støttet af Aarhus Kommunes Kulturudviklingsfond, Aarhus 2017, Nordisk Kulturfond og Bikubenfonden.

 

PROGRAM

Livet mellem husene:

Kl. 10:00 Velkomst

Kl. 10:10 Quentin Stevens

Kl. 10:40 Elisabeth Skou Pedersen

Kl. 11:00 Pause

Kl. 11:20 Tom Nielsen

Kl. 11:40 Tom Lovelace

Kl. 22:00 Christian Yde Frostholm

Kl. 12:20 Debat – Claus Pedersen

 

Kl. 12:50 Frokost

 

Byen som sted:

Kl. 13:50 Louise Mønster

Kl. 14:10 Søren Ulrik Thomsen

Kl. 14:30 Pause

Kl. 14:50 Hyun-Jin Kwak

Kl. 15:10 Julie Boserup

Kl. 15:30 Debat – Jesper Rasmussen

 

Kl. 16:30 Kort byvandring med Urbane Vildspor eller guidet rundvisning på Galleri Image