Martin Bastkjær: Anmeldelsen som et spørgsmålstegn?

Foto: Rasmus Palle Jepsen

Jeg tænker selv, at det her oplæg er mit manifest som anmelder. Jeg har valgt at kalde det ”Anmeldelsen som spørgsmålstegn,” fordi jeg både gerne vil tale om hvordan anmeldere forholder sig til bøgerne, og om hvordan vi som læsere kan forholde os til anmeldelserne: Hvordan møder vi værket? Og hvordan møder vi teksten om værket?

Avisanmeldelsen befinder sig et sted mellem litterær kritik og forbrugeroplysning. Der foregår hele tiden en forhandling om i hvor høj grad den vil være et udvidet refleksionsrum for litteratur eller leverandør af citater til forlagenes markedsføring. I bedste fald kan den være begge dele, men når den kun er en af delene, er den altid det sidste. Som anmelder, der samtidig er forfatter, tænker jeg selvfølgelig over, hvad litteraturkritikken kan bruges til, og de seneste år har emnet flere gange været til diskussion i medierne. I sommeren 2017 kørte Politiken for eksempel en serie om litteraturkritikkens rolle i dag. Det hele startede med et essay af forfatteren Mikkel Thykier, hvori han blandt andet kritiserer aviserne for at holde fast i Tom Kristensens diktum om at anmeldelser er til for læseren. Han mente også, at aviserne har et gammeldags litteratursyn, fordi de stadig fokuserer næsten udelukkende på bøger, i stedet for at være åbne for hybridformer, der ophæver forældede skel mellem eksempelvis litteratur og billedkunst. Mikkel Thykiers tekst blev fulgt op af enquete-svar fra kritikere, interviews med forfattere og sågar et debatarrangement i Politikens Hus. Nogle måneder senere brugte Information et helt tillæg til at diskutere, hvad vi skal bruge anmeldelser til, nu hvor brugeranbefalinger og Netflix-algoritmer kan pege den næste mulige kulturoplevelse ud for os. Og i begyndelsen af 2018 introducerede avisen så, som et indirekte svar på sit eget spørgsmål, et udvidet litteraturtillæg, hvor mængden af anmeldelser er næsten fordoblet.

En af teksterne fra Politikens serie er en kronik af forfatteren Daniel Dencik, som handler om at anmeldelser får for meget opmærksomhed. De »forfladiger kunsten og forpester fortryllelsen mellem mennesket og værket«, og når »selv ikke den bedste anmeldelse når det mest umulige værk til sokkeholderne«,burde folk hellere bruge tid på at »bevæge sig ud i det ukendte«i stedet for at lade deres valg »diktere af anmeldere«, som han skriver. Citaterne vidner om Denciks polemiske overdrivelser, men tydeliggør også, at mens han anklager publikum for at ophøje Anmelderen, ophøjer han selv Kunstneren. Et sted lyder det for eksempel: »Man kan med rette stille høje krav til professionelle kunstnere, der bruger alle døgnets vågne timer på at dygtiggøre sig inden for et felt. Men der ligger en ubalance i det faktum, at anmeldere enten er folk, der arbejder 9-16 på en redaktion eller er fuldblods amatører, der anmelder i fritiden, dette absurde begreb«.Og senere skriver han: »Hvor den gode kunstner altid kan fanges i en flirt med den totale katastrofe, kan selv den bedste repræsentant af anmelderstanden højst risikere at blive snuppet i en flirt med en redaktionssekretær til en julefrokost«.

Jeg har det svært med Denciks kritik. Én ting er, at kunstnere selvfølgelig også holder fri. En anden er – og det er min primære grund til at trække Denciks tekst ind her – at selvfølgelig risikerer anmeldere også noget. Som Dencik også er inde på, så er der et vist magtforhold mellem anmelder og forfatter, fordi anmelderen har indflydelse på omtale og salgstal, men i det daglige arbejde føles det faktisk ikke synderligt magtfuldt at anmelde. Ikke kun fordi stramme deadlines og lave honorarer nemt får en til at føle sig marginaliseret, men også fordi det er sårbart at lægge sin læsning frem til offentligt skue, når den ikke har været udsat for samme grundige gennemtænkning og justeringer af nuancer, som det værk, man skriver om, har. Der er altid en risiko for at misforstå eller overse noget og ligne et fjols, eller en, der slet og ret er dårlig til sit arbejde (hvilket vel at mærke det samme, forfatteren risikerer).

Da den franske forfatter Georges Perec i 1969 udgav romanen La Disparition, som er skrevet uden brug af bogstavet ”e”, fik den en negativ bedømmelse af en anmelder, som forbløffende nok ikke havde opdaget, at den var skrevet uden det mest anvendte bogstav på fransk. Mindre graverende fejl kan også gøre det; min pointe er bare, at arbejdsbetingelserne, og det at anmelderen er et menneske, medfører en risiko for at misforstå eller overse væsentlige aspekter, som kunne ændre læsningen og bedømmelsen drastisk. Ikke dermed sagt, at det kun er en dårlig ting – for risikoen tvinger ideelt set anmelderen til ikke bare at læse på rutinen.

Når der bliver diskuteret litteraturkritik på de sociale medier, ser jeg tit nogle meget korte anmeldelser blive brugt som eksempler på skarp kritik. Her tænker jeg særligt på Hans Brix, der affejede Johannes Buchholtz’ novellesamling Fugle paa Tagetmed ordene »Tolv Noveller. ”Fugle paa taget”. Hvad for Fugle? Ikke Duer. Hvorfor ikke? Duer ikke«og på Poul Borum, hvis spydige omtale af Ib Lucas’ Lystens labyrinterlød: »EDBOG. Ib Lucas hedder Gyldendals nyeste computer. Den kan skrive noveller, der næsten ikke er til at skelne fra rigtig litteratur«. Det var ikke citater fra anmeldelserne, det var simpelthen anmeldelserne i deres helhed, I fik her. Jeg har flere steder set dem omtalt som modige, fordi Brix og Borum turde være så kategoriske i deres vurdering, men jeg må indrømme, at jeg snarere synes det er fejt at bruge sin spalteplads og autoritet til at udråbe noget som værdiløst uden at redegøre for, hvordan man er kommet frem til det.

Jo mere, man redegør for sin læsning, jo mere blotter man sig nemlig også som anmelder. På et rent personligt plan forstår jeg godt, at man kan have lyst til at afvise en bog fuldstændig, men uanset om man opfatter anmeldelsen som formidling eller som del af en større samtale om litteratur, er små hånlige ordspil omtrent det absolut modsatte: Hvis bogen er god, vil jeg gerne høre noget om, hvorfor og hvordan den er god. Hvis den er dårlig, vil jeg også gerne høre, hvorfor og hvordan den er dårlig. Allerhelst vil jeg have indblik i dens erfaringsverden. Men jeg lærer ingen af delene ved at nogen bare tværer bogen ud med en lille håndfuld sætninger.

De første anmeldelser, jeg skrev for Information, fyldte 4500 tegn, hvilket svarer til omkring to A4-sider. I lang tid derefter var standardformatet 4000. Med det nye litteraturtillæg er der samlet set blevet plads enten til flere anmeldelser, eller til færre tekster, som så til gengæld er væsentligt længere. Men den seneste, jeg har skrevet, var på blot 2300 tegn. Det svarer til en side med halvanden linjeafstand. I hver anmeldelse forsøger jeg at gengive handlingen så neutralt som muligt, samt at citere så meget fra værket, at læseren uafhængigt af min vurdering kan danne sig et indtryk af, om bogen er noget for hende. I de korte anmeldelser levner det ikke megen plads til selve læsningen. Og det forværrer det problem, jeg allerede havde i de længere anmeldelser, nemlig at mit førsteudkast altid er længere end det antal tegn, den skal være. Hvis jeg skal overholde mit princip om at beskrive og citere så udførligt, at andre kan danne sig et indtryk af bogen uafhængigt af min vurdering, så er jeg nødt til at slette noget, og det første, jeg fjerner, er næsten altid de graduerende formuleringer. »Jeg tror…«forsvinder. »Måske er et af problemerne«bliver til »Problemet er«. Den slags udeladelser får ikke kun en negativ vurdering til at virke hårdere end tiltænkt – det får også anmelderen til at fremstå langt mere skråsikker end jeg tror nogen af os er tjent med. Tvivl, undren og nysgerrighed er nogle af de vigtigste redskaber for mig som anmelder, men jeg har efterhånden skrevet en del anmeldelser, hvor det ikke afspejler sig i teksten. Hvis den kortere form bliver mere udbredt i dagbladene fremover, så tipper anmeldelsen kraftigt til den forbrugeroplysende side. Der er stort set kun plads til beskrivelse og en kontant vurdering. Læsningen, med dens eksempler, højttænkning og på den ene side/på den anden side, har derimod trange kår.

Når jeg snakker med andre læsere, oplever jeg ofte, at der er et heftigt fokus på ikke blot den enkelte anmeldelse, men også den enkelte anmelder. Særligt i forbindelse med negative anmeldelser, giver mange udtryk for den tankegang, der ligger i et desværre relativt udbredt udtryk som »anmelderens dom«. Udtrykket »anmelderens dom« lægger ikke kun al opmærksomheden over på bedømmelsen af værket, men også får det til at lyde, som om anmelderens opgave er at afgøre, om forfatteren har begået en forbrydelse. Værst af alt giver formuleringen indtryk af, at anmeldelsen er en slags punktum; når dommen er afsagt, er der ikke mere at sige. Man kan slå i bordet med sin hammer og på den måde bliver samtalen om bogen indledt og afsluttet i samme bevægelse. For mig virker det langt mere givende ikke at opfatte anmeldelsen som et punktum, men som et spørgsmålstegn. Et udspil, hvis primære funktion er at skabe et afsæt for den videre samtale om værket.

Jeg tror det er vigtigt både at give bøger til anmeldere, som er oplagte valg og til nogen, der måske ikke er de mest indlysende læsere af det pågældende værk. På den måde får man nemlig både medlæsere, modlæsere og læsere, der kæmper med deres ambivalente begejstring, skuffelse, og alt hvad der findes derimellem. Hvis vi opfatter litteraturanmeldelser som et kor af stemmer – hvor nogen er værd at lytte til fordi de har et indgående kendskab til forfatterskabet, mens andre bidrager med nye perspektiver fordi de stadig er ved at læse sig ind på det – bliver fokus på den enkelte tekst mindre, og det giver mulighed for at bruge anmeldelserne til det samme, som litteraturen kan bruges til, nemlig at blive bedre til at forstå, hvordan verden ser ud fra et andet perspektiv end vores eget. Når den er allerbedst, kan kritikken få mig til at se nuancer hos en forfatter, som jeg ikke selv er i stand til at opfange. Det handler ikke om, at vi skal blive enige, at jeg skal lære at kunne lide den pågældende forfatter – tværtimod: Det er en langt større og vigtigere bedrift at give mig en bedre forståelse af det, jeg ikke er enig i; hvordan udsagn, som byder mig imod, opstår og giver mening for et andet menneske.

I et essay om digtlæsning betegner den norske forfatter og kritiker Espen Stueland dette som et »opmærksomhedsfællesskab«, og det er den samme erfaring, digteren og semiotikeren Per Aage Brandt giver udtryk for, når han skriver: »Når man oplever, at et andet menneske reagerer på en variation, en lille udtryksforskel, som betydende, mens man selv slet ikke havde opfattet den som betydende, kommer man selv til at opfatte på samme måde som den anden, via den anden – ens kritiske sans ændres«. Citatet stammer fra en tekst i Forfatterskolens 25 års jubilæumsskrift, og det er ikke tilfældigt. For det at anmelde er ikke så forskelligt fra de prima vista-læsninger, der praktiseres på mange skriveskoler og -kurser, heriblandt Forfatterskolen, hvor man ikke har læst teksten på forhånd. Man forsøger at give sine indskydelser og fornemmelser et udtryk, andre kan forholde sig til, i håb om at starte en samtale, som i fællesskab kan udvikle sig til noget nuanceret og perspektivrigt. For mig er denne model den mest velvillige måde at opfatte de nye, korte anmeldelser på; jeg foreslår faktisk at de – og alle andre anmeldelser – i højere grad opfattes på lige fod med prima vista-læsningens forsøgsvise åbningsreplik.

Mit ønske – og min pointe med alt det, jeg har stået og sagt – det er altså, at vi læser anmeldelser som en kvalificeret indledning til en større samtale om bogen, og ideelt set også om litteraturen i det hele taget. Ikke som en hård og endegyldig dom, men som et forslag til, hvilke bøger, der er værd at læse, og til hvilke aspekter af bogen, det vil være værd at være opmærksom på. Ligesom man kan betragte anmeldelserne af en bestemt bog som et kor, kan man betragte anmeldelserne som stemmer i et endnu større kor, der også består af diskussioner på sociale medier, i læsekredse, i litterære miljøer, og til arrangementer som det, vi er samlet til i dag.



Cheap JerseysCheap NFL JerseysCheap Authentic JerseysCheap Sports JerseysCheap JerseysCheap NFL JerseysCheap NFL JerseysCheap MLB JerseysWholesale JerseysCheap NHL Jerseys