Jeppe Krogsgaard Christensen: Er alle læsninger lige gode?

Foto: Robin Skjoldborg

Om at læse (og skrive)

Da min oldemor døde, arvede min mor et par kasser med bøger. Og dem fik jeg så for nogle år siden. I et par nye kasser. Og den første af bøgerne, jeg tog op og bladrede i, var Finnegan’s Wake – James Joyces’ vilde og vildt utilgængelige roman fra 1939.

Det ventede en ret stor overraskelse i den. For min oldemor havde streget ord under og sirligt skrevet notater og kommentarer i marginen.

Den var sådan en slags genkendelsens chok: Min måde at læse på var præcis den samme som min oldemors, der ikke havde arbejdet med litteratur, men var hjemmegående. Som kun læste når alt andet var klaret.Men min oldemor læste altså også med en blyant i hånden.

I Virginia Woolfs Dagbøger har jeg læst, at hun gjorde det samme. “Jeg læser med pennen” skriver hun et sted. Min oldemor – og Woolf – deler altså læsemåde med mig. Sikke en forening!

Nu kan jeg jo ikke tale for dem, men sige, at jeg læser med pennen, fordi jeg ikke bare er et læsende menneske, men også er et skrivende menneske. Jeg er litteraturskribent, men også forfatter. Ja, mest af alt er jeg forfatter.

Og dét at have blyanten som et ekstra øje på teksten, oplever jeg som skærpende, ligesom det er skærpende at læse med bevidstheden om at jeg sidenhen skal skrive en anmeldelse om det jeg læser. Det gør læseoplevelsen intens og forpligtende.

Men jeg må også komme med en indrømmelse: Når jeg læser er jeg nøgtern. Jeg ser mere på, hvordan en roman eller novelle er sat sammen – på dens skruer, møtrikker og konstruktioner – og på hvordan den får mig til at føle, som jeg gør, end jeg reelt lader mig rive med.

Jeg tror det er en skade som kommer af arbejdet som forfatter, og som mange andre forfattere også har: Vi kender til arbejdet med en roman, der i begyndelsen er båret af følelse og indre nødvendighed. Men alt dét træder kun frem med det rigtige sprog, og den rigtige konstruktion.

Det er jo det, der i sidste ende ER romanen og derfor er det også altafgørende at forstå, hvordan ens egen tekst fungerer.

Jeg kan for klarheds skyld fortælle lidt mere om, hvordan mine romaner bliver til: Først er der vage billeder. Scener. Karakterer. Replikker. En tanke der bliver ved med at vende tilbage. Nogen der siger noget. Spiren til min seneste roman, April 2026, var en bemærkning fra en ven om at han ikke ville have adgang til musik, hvis Spotify gik ned. At han kun lyttede der. Det fik mig til at tænke på en nær fremtid, hvor al kunst lå i Skyen og hvor det en dag forsvandt derfra. Hvad ville der så ske?

Det tænkte jeg over, og så kom dén fase jeg bedst kan beskrive som en lang, fri skrift, hvor jeg forsøger at slå al kritisk tænkning fra. Åbner portene. Tager låget af. Eller åbner Pandoras æske.

I den fase minder jeg om et barn. Let og fuld af energi og stor optimisme. Den norske forfatter Tore Renberg har talt om “det potentielles storhed”. Om de tidlige tanker og skriverier, hvor mesterværket er stadig en mulighed.

Derefter trænger selvkritikken og skepsissen gradvist ind i processen. Jeg bliver så at sige voksen. Og nu begynder det største arbejde: Den uendelige selvredigering, skruen på skruer, mørtel mellem stenene, alt det der bliver det ordhus, en roman er.

Kort sagt: At SKRIVE litteratur og at skrive OM litteratur gør én til en hyperbevidst og distanceret læser. I hvert fald i mit tilfælde. Og det stiller mig i en slags modsætningsforhold til den typiske lystlæser.

Her tænker jeg instinktivt på min kone. Hun er forsker på Novo. Et rationelt og analytisk menneske. Men med en roman i hænderne er det hende, der bliver som et barn: Hun lever sig ind i handlingen, græder med karakterne og glædes med dem, bider negle, ja, er helt opslugt af forfatterens konstruktion.

Det fascinerer mig. Og hos lystlæsere som min kone står det afsindige, det vanvittige, ved at læse også tydeligst frem. Læseren der bliver en anden, bliver en karakter. Eller endda flere.

Og man kan blive ret skør af at tænke over et ‘jeg’et i en roman. For som læser oplever man på den ene side jeg’et som et andet menneske, men ser samtidig verden igennem dette menneskes øjne. Man bliver mennesket, men er det alligevel en anden. Eller en tredje. Eller en fjerde.

En psykolog ville uden for læsningens rum tale om galopperende skizofreni.

At skrive romaner er et forsøg på at styre, hvem læseren skal være og møde. At skrive er at rejse en slags hus, men også en slags hallucination eller hologram på siderne.

Et andet interessant aspekt ved bøger er den menneskelighed de bliver forbundet med. ‘Han læste meget’ siger man. Eller ‘Hun elsker at sidde med en bog’. Når nogen siger sådan noget er det altid ment som som personligheds-plusser.

Studier har også vist, at læsning styrker empatien. Min egen empiri viser nu noget andet. At mennesker der aldrig læser kan være virkelig medfølende. Og at storlæsere – ikke mindst blandt anmelderne – kan være nogle smålige, manipulerende og kyniske sataner. Om jeg selv hører til i den kategori må andre afgøre. Men jeg er i hvert fald bevidst om faren!

Og jeg vil i det hele taget gerne befri læsningen og skønlitteraturen for den medicin-position, den er ved at indtage i de her år. At den er forbedrende og ligefrem helende.

Læsning er for mig vigtig af helt andre grunde: Fordi den er den her vilde hallucination, der kan trække os ind i andre erfaringsverdener. Og fordi den indimellem giver mig et genkendelsens chok. Det findes nemlig ikke bare i virkeligheden, som da jeg så min oldemors håndskrevne noter i Finnegan’s Wake, men også i læsningen. Og det er faktisk norske Per Petterson der i sin vidunderlige essaysamling Månen over porten har formuleret dét øjeblik, hvor man i en bog kan se sig selv spejlet 100 procent, som et genkendelses chok.

Men mest læser – og skriver – jeg nok, fordi det tilfredsstiller et begær efter sprog. En drift efter at se bogstaver og ord virke og blive til sætninger og afsnit der bliver meget større end summen af sig selv. Bliver virkeligheder og verdener, der dannes mellem ordene. Det er så vildt.

Og alle der læser den samme bog mere end én gang ligger vel under for den dette begær, denne drift: Man læser jo ikke en bog to gange for handlingens skyld. Den kender man jo allerede. Så det må jo være for sproget i sig selv.

Det er ikke mere end et par uger siden, jeg sidst læste en bog to gange. Jeg tog Matias Faldbakkens “The Hills” – der lige er kommet i dansk oversættelse – frem igen og nød måden, han binder ord og sætninger sammen og ad den vej skaber den undersmukke, men også kuldslåede atmosfære som kendetegner romanen. Hvordan hulen sker det, og hvor sker det? Spørgsmålene gør, at jeg sikkert også læser “The Hills” en tredje gang.

Jeg ved godt at ikke alle forholder sig sådan til litteratur og læsning. De fleste læser vel mindre bevidst. Mindre nøgternt. Mere lystbårent. Som barnet.

Gør det så deres læsning renere og bedre end min? Eller er min læsemåde bedre?

Det ved jeg ikke. Men jeg kunne godt tænke mig, at vi efter at have lukket bogen kunne mødes det samme sted. At det var lettere at trække en bedre samtale om en bog ud af lystlæsere. At det ikke strander i ‘Den var spændende’ eller ‘Den var kedelig’. At vi kunne tale om, hvorfor bogen virker eller ikke virker.

Og vigtigst: At vi begynder at tale om sproget. Bøger består ikke af andet, så at tale om den uden at tale om ordene, det er absurd. Det er meningsløst. Kun ved at tale om sproget kan vi komme tættere på tryllekunstens hemmelighed.

Når det er sagt, er jeg ret sikker på, at mange forskellige slags læseformer er frugtbart. Men hvad angår ‘demokratisering af fagligheden’, så er jeg med på den, hvis det fører til mere opmærksomme måder at læse på.

Mest fordi det gør læseoplevelsen endnu større. Men jeg tror faktisk alle – lystlæseren og den professionelle – læser af samme grund. For at mærke et sug sammen med sproget. Og for at se med andres øjne. Eller se sig selv i andre. Uden at risikere at blive indlagt på den lukkede.

Og så er der lige en sidste ting ting, jeg gerne vil nævne og som gør mig glad. Nemlig at alverdens læsere udgør en slags stilhedens modstandsbevægelse i den stadig mere larmende og flimrende tid.

Hvor multitasking, tempo og selvpromovering i 2019 er the name of the game, går læsere den modsatte vej. De bevæger sig ikke ud af stedet, de glemmer sig selv og de holder fokus rettet mod eet sted: Den åbne bog.

Nu er det som bekendt ikke alle modstandsbevægelser der ender med at sejre. Men læsernes modstandsbevægelse er i hvert fald en af de smukkeste, historien har set. Stille, våbenløs og nysgerrig.



Cheap JerseysCheap NFL JerseysCheap Authentic JerseysCheap Sports JerseysCheap JerseysCheap NFL JerseysCheap NFL JerseysCheap MLB JerseysWholesale JerseysCheap NHL Jerseys