MANIFEST-tekst

 

 

MANIFEST!

 

I Det Gamle Testamente kan man læse om Kong Belshazzar af Babylon, som under de løsslupne festligheder efter et særligt gudsbespottende togt, pludselig ser hvorledes en afhugget hånd rejser sig fra gulvet i hans gildesal og skriver på væggen: ”MENE MENE TEKEL UPHARSIN”. Teksten blev oversat til ”optalt, optalt, vejet og opdelt”, og fortolket som en guddommelig handling, et forvarsel for Babylons og Belshazzars fald. Og sandt nok, samme aften som hånden skrev teksten, døde Belshazzar og Babylon deltes i to.

Fortællingen udtrykker en særlig idé om skriftens agens i verden. I skrivehandlingen og skriften på væggen er der indlejret en magt til at vende op og ned på tingenes tilstand. Hånden er en manifestation af den gammeltestamentlige gud og skrivehandlingen indeholder både dommen og udøvelsen. ’MENE MENE’ er interessant, fordi vi her oplever et slags proto-manifest, en kulturhistorisk forbindelse til det begreb, der i sin latinske oversættelse også kan forstås som en fjendtlig- eller slagkraftig hånd. Mens manifestet selvfølgelig har udviklet sig over tid, så siger fortællingen alligevel noget essentielt: at skriften peger ud mod verden, ikke ind i sig selv, og at den gør det med et varsel, en bestemmelse om at noget må ske og noget må ændres.

 

KONGER OG KUNSTNERE

I den bærende del af vores kulturhistorie, har manifestet tilhørt magthaverne, der brugte skriften til at skabe handling og lov. Men i det 17. århundrede, i takt med fremkomsten af en større læsende og skrivende befolkning, ser vi manifestet ’skifte hænder’ og blive brugt til at udtrykke oppositionernes og minoriteternes ønsker. I 1649 sker der en mobilisering af underklassen i England, og en stødt voksende gruppe griber pennen, de er protestantiske arbejdere, der på den tid blev kendte som ’The True Levellers’, og de skriver et manifest der påkalder alle menneskers ret til lighed, frihed og ejendomsret. Selvom deres bevægelse blev nedkæmpet, så kom deres projekt til at have vedvarende og enestående konsekvenser. Dette engelske oprør inspirerede ingen ringere end Karl Marx og Friedrich Engels, da de skrev og udgav Det Kommunistiske Manifest i 1848.

Det kan næsten ikke overdrives hvor indflydelsesrigt Det Kommunistiske Manifest blev, både i global politisk forstand og naturligvis også for manifestet som genre. Det blev ur-manifestet for den moderne tid og arketypen på det kommende århundredes modernistiske manifester og bevægelser. Marx og Engels manifest var, først og fremmest, et politisk manifest – et såkaldt ’call to arms’ for den kommende revolution. Det var pointen med teksten. Men det havde også en anden effektiv og iøjnefaldende kvalitet: det var smukt skrevet. Det havde i sig ’revolutionens poesi’, det vil sige, litterære og retoriske greb, der gjorde teksten lige så stærk litterær, som den var overbevisende i sin politiske analyse – og særligt ét aspekt kom til at resonere med fremtidens manifester, nemlig ønsket om at gøre op med tingenes tilstand:

“All fixed, fast-frozen relations, with their train of ancient and venerable prejudices and opinions are swept away, all new-formed ones become antiquated before they can ossify. All that is solid melts into air, all that is holy is profaned, and man is at last compelled to face with sober senses, his real conditions of life, and his relations with his kind.”

Det er disse retoriske greb, de her strategier, som ville blive genskrevet og genbrugt igen og igen, i det 20. århundrede – meget tydeligt var det hos den italienske kunstner Tommaso Filippo Marinetti, som udgav det kanoniske ’Det futuristiske Manifest’ (1909).

Hvis Marx og Engels anlagde tonen til manifestets genre, så anslog Marinetti takten. Det Futuristiske Manifest var en decideret krigserklæring til alle kulturinstitutioner, akademikere og ’bløde’ værdier i Italien, såvel som i hele Europa. Alt det ’hellige’ var nu ’profant’. Marinetti glorificerede krig, maskulinitet og teknologiens muligheder – og det er særligt sigende, at mens han hånede alle tidligere tiders kulturer og forestillinger, så var han også bevidst om, at hans egne idealer en dag ville blive forkastet til fordel for nye i fremtiden.

Men altså, dette for og imod, dette før og efter, som Marx og Marinetti gjorde brug af, blev et af manifestets klassiske greb. Det peger tilbage og påberåber tingendes betændte tilstand og det peger frem, mod tingendes nødvendige udvikling – manifestet er en forandringstekst, lige meget om dens anliggende er en kunstnerisk bevægelse, en samfundsomvæltende ide eller noget helt tredje. Og så er den, ind imellem, som i Marinettis manifest, henvendt til fantasterne, kunstnere og filosoffer. Som han skriver: ”Arbejdere af sindet, foren jer!” – og det gjorde de, eller det vil sige, det Futuristiske Manifest afstedkom en decideret eksplosion af manifester i Europas avantgarde-kulturer. Formen blev taget op af Dadaisterne, Cubisterne, Vorticisterne, Surrealisterne, Oulipo, Situationisterne og Fluxus.

I nyere tid blev manifestet atter aktuelt i Lars von Triers og Thomas Vinterbergs Dogme95 og hos utallige andre. Hver eneste bevægelse er trådt ind på scenen, som en stemme i et kakofonisk kor, som sammen har hudflettet fortidens fejl og besunget fremtidens løsninger. Og mens manifesternes indhold har varieret fra militarisme eller pacifisme, fra brøl til hvisken og alt andet tænkeligt herimellem, så har manifestets form beholdt nogle af de grundlæggende strukturer og takter som blev anlagt af Marx og videreført af Marinetti.

 

MODERNISME

Med Marinettis futuristiske manifest fik det 20. århundredes kunstnere et redskab til at italesætte nye måder at forstå hvordan kunst blev til på, og det var effektivt, dels fordi Marinetti havde brugt flere år på at forberede sin udgivelse, og dels fordi manifestet passede perfekt ind i en kulturel udvikling, der talte for kunstens subjektive position: at der ikke fandtes et givent sæt af æstetiske rammer eller regler for det skønne og det sande. Denne kulturelle udvikling kan vi i dag kalde modernismen. Sandt at sige, var det en bevægelse som allerede havde rumsteret et par hundrede år i Europa. Det var en position som kunstkritikeren Johann J. Winckelmann og senere Immanuel Kant havde argumenteret for i det 18. århundrede, men det var altså først i det 20. århundrede, at det fik sit reneste udtryk: en æstetisk form der, bestemte kvaliteten af sin egen skønhed. Men lad os lige gentage den her pointe, for den er helt vild: Manifesterne førte os ind i modernismen, den vilde, højtflyvende, omkalfatrende modernisme – og derefter postmodernismen, med alt hvad det indebar og derefter bare videre, videre, videre!!

Gennem modernismens manifester har kunsten og kunstnerne kunne rive sig løs fra forestillinger om æstetiske normer, nødvendighed og alt det andet gudgivne – og den har fået karakter af en platform for eksperimenteren, virketrang og revolte. Dette var naturligvis tilfældet i Det Kommunistiske Manifest og hos Marinetti, men vi kan altså også finde denne praksis helt op i den sidste del af det tyvende århundrede, for eksempel synes det særligt tydeligt hos arkitekten Lebbeus Woods, når han skriver i sit manifest fra 1993: ”I’m at war with my time, with history, with all authority that resides in fixed and frightened forms”. Det er denne konstante krig mod stagnante former og forestillinger i verden, forestillingen om at vi ikke skal nøjes med tingene som de ser ud, ikke at acceptere de forhold vi lever under. Hvem kan glemme Valerie Solanas S.C.U.M (”the science of cutting up men”) der på samme måde går i struben på den patriarkalske kultur som Solana selv blev mødt af, og som ligeledes både gør op med og følger Marinettis sti, i hendes kompromisløse krigserklæring mod alle mænd. Solana bliver på den måde en slags feministisk kannibal, der fortærer den maskuline position, forkaster liget og tiltræder i en ny, rasende og feministisk udgave. Manifestet fordrer et rungende NEJ til tingenes selvfølgelige tilstand og et lige så rungende JA til forandring.

Til og med 2019 har aktivister, kunstnere og aktører knyttet sig an til manifestets form, og det sker over den helt brede linje – feministen og forskeren Sara Ahmed, har skrevet A Killjoy Manifesto (2017) som vejviser for ny feministisk aktivisme, René Redzepi (noma) har medforfattet Nordisk Køkkenmanifest (2004), som revolutionerede skandinavisk madlavning og satte nye standarder for gastronomisk bæredygtighed. Greta Thunberg går i skrivende stund forrest i klimadebatten og er en forbilledlig kommunikatør når det gælder den svære balance mellem videnskabelige facts og følelser. Protest-lederen Joshua Wong har med livet som indsats, skrevet manifestet Unfree Speach (2019) om de fortsatte og voldsomme demonstrationer for frihed og lighed i Hong Kong. Disse og mange andre manifester, har haft indgående indflydelse på måden der tænkes og handles i de områder de kritiserer. De har gjort en forskel, både politisk og æstetisk. Så når man skal italesætte aktualiteten eller tilstanden af manifestets rolle i verden, så skal man blot kigge i retningen af de visionære, de kreative og de undertrykte, hos dem er manifestet mere end bare en programerklæring, det er en nødvendig platform for opråb.

 

KORET

Alle disse manifester, selvom de umiddelbart virker heterogene, selvom de umiddelbart virker originale i sig selv, har alle til fælles at de anvender allerede producerede former. Det vil sige, de benytter en fælles grundidé; om at forandring er mulig og at den starter i skrivehandlingen. Det vidner om en villighed, til at indskrive en retning indenfor et allerede værende netværk af værdier og idealer. I stedet for at tænke på manifesterne fra det 20.- og 21. århundrede som autonome eller originale værker, så kan man tænke på dem som stemmer i et kakofonisk kor. Et kor af kunstnere og aktivister der sammen brøler gennem århundrederne om oprør og modstand, og i grunden også om alt muligt andet. Der er måske ikke enighed om indholdet, men der er enighed om formen. Et sådant billede harmonerer godt med Julian Rosenfeldts kunstfilmssucces Manifesto (2015), hvor en række af de ikoniske manifester omkring det 20. århundrede (inkl. Det Kommunistiske Manifest) bliver læst op af forskellige karakterer, alle spillet af skuespillerinden Cate Blanchet. Som beskuere er vi vidne til manifesternes oplæsning, men oplæsningerne flyder sammen, flettes ind imellem hinanden, de bliver ét – ét virvar af holdninger og opråb, som alligevel synes at indeholde den samme attitude. En underliggende fornemmelse af, at oplæsningerne hører sammen, og at de har det samme ophav.

Manifesto tager udgangspunkt i det 20. århundrede, men det kunne lige såvel have benyttet eksempler fra det 21. århundrede for én ting er sikkert: manifestet bliver ved med at give stemmer til de indignerede, de himmelstormende og de aktivistiske. Så hvis manifestet har relevans i dag, så er det fordi det igen og igen, viser sig at være et ufravigeligt redskab for revoltens og forandringens agenda. Det er et redskab som drager styrke fra sin to tusind år lange kulturhistorie, og sammenfletter gammeltestamentlige guder, arbejderbevægelser og krigsforherligende kunstnere under et fælles banner for bevægelse i verden. Og gudskelov for det, det er der nemlig brug for i fremtiden, som også den nu afdøde feministiske tænker og forfatter Ursula Le Guin så fint udtrykker det her: ”…we’ll be wanting the voices of writers who can see alternatives to how we live now, can see through our fear-stricken society and its obsessive technologies to other ways of being, and even imagine real grounds for hope. we’ll need writers who can remember freedom — poets, visionaries — realists of a larger reality.”

 

Tekst: Christian Rebsdorf Snæland

Redaktion: Project Art Writing