Masterclass v. Kaspar Bonnén & Ida Marie Hede

Pressefotos af Ida Marie Hede for Gyldendal. FOTO: L¾rke Posselt

MASTERCLASS d. 27. – 29. oktober 2014
v/ Kaspar Bonnén og Ida Marie Hede
LÆS VERDEN / LAD VERDEN LÆSE DIG 

Det er ikke bare dig, som skriver verden frem. Du er omgivet af skrift. Og skriften er omfangsrig. Det er den, der stiller regler op for dig og dirigerer dig. Det er verden, der læser dig, akkurat som du læser den.

Hvordan finder du en plads i en verden som allerede er fyldt af skrift og betydning? Hvordan skriver du en platform frem at agere i, at føle og tænke i?

Vores forhold til skrift er en gensidig udveksling: Skriften – læsningen, skriveprocessen eller en anden form for ’indoptagelse’ af skrift – påvirker kroppen, akkurat som kroppen påvirker sin omverden, og sender skriften tilbage i kredsløb.

På den måde kan skrift forstås som både ydre og indre, offentlig og intim. Det er forskellige stemmer, der taler gennem dig, det er forskellige erfaringer, der bliver gjort.

Og skrift og krop er forbundne. At arbejde med og stole på kroppens viden kan være én måde at bevæge sig ind i teksten på.

At have skriften som praksis er at have et sted, en kunstnerisk praksis, som verden kan transformeres gennem. En kunstnerisk praksis, hvor din forståelse hele tiden diskuteres, sanses og bringes videre.

I workshoppen LÆS VERDEN / LAD VERDEN LÆSE DIG vil billedkunstner og forfatter Kaspar Bonnén og forfatter og kunsthistoriker Ida Marie Hede arbejde med nogle af disse spørgsmål: Hvordan er læsning med til at skabe tekst? Hvordan bevæger dine tekster sig ind i verden?

På workshoppen vil vi selv tale om vores arbejde med tekst, der tager afsæt i forskellige situationer og forskellige platforme. Vi vil desuden prøve at tale om strategier til at dvæle i et kunstnerisk rum og arbejde i dybden med tekstbaserede kunstpraksisser.

Helt konkret vil vi tage udgangspunkt i deltagernes egne arbejder gennem kritisk refleksion i plenum. Vi forestiller os, at hver deltager medbringer ca. 5-20 siders tekst som kan læses, performes eller på andre måder vises eller fremføres. Derudover vil vi ca. en uge før kurset sende jer en mindre opgave, som alle skal have prøvet kræfter med og vise for hinanden. Desuden vil der evt. være mindre opgaver, der laves på stedet.

 

ANSØG OM EN PLADS PÅ MASTERCLASSHOLDET

  • Kurset finder sted på Godsbanen i Vogn 1
  • Der optages ca. 12 studerende
  • Kurset er på dansk
  • Det er gratis at deltage

For at komme i betragtning skal du e-maile en kort motivation/præsentation af dig selv og dit kunstneriske arbejde på max 800 ord samt dit cv til følgende e-adresse: artwriting@litteraturen.nu senest d. 1. oktober.

Gruppen sammensættes efter erfaring og jævnbyrdighed for at maksimere energien og skabe en gensidig tryg og  givende atmosfære på holdet.

Svar på ansøgning: fredag d. 3 oktober.
Mere information: Trine Rytter Andersen – Mobil 24 85 97 19 / artwriting@litteraturen.nu

 

SEMINAR

I den uge hvor der afholdes masterclass, åbner Project Art Writing desuden dørene for et todages seminar under temaet WORDS & 3D, torsdag d. 30. og fredag d. 31. oktober.

Bidragydere: Tore Rye Andersen, Kaspar Bonnén, Anders Bonnesen, Per Aage Brandt, Lise Haurum, Adam Drewes, Lise Skytte Jacobsen, Åse Eg Jørgensen, Thomas Hvid Kromann, Amalie Smith og Mette-Marie Zacher Sørensen.

 

FORFATTERAFTEN

Torsdag d. 30. kl. 20.00 er der forfatteraften i Vogn 1 med oplæsning af Ida Marie Hede, Rasmus Halling Nielsen, Morten Søndergaard og Andreas Vermehren Holm.

 

UDSTILLING

Kaspar Bonnén og Tanja Nellemann Poulsen har udviklet værker til en udstilling på Godsbanen, der finder sted i perioden d. 23. oktober til 9. november.