Venteværelselitteratur vol. 1 – hæfte

Carsten René Nielsen

Carsten René1Carsten René2

Vandringsmanden
I Ny Munkegade er der en mand, som hver eneste dag går op og ned ad gaden. Han bærer på en slidt, brun skoletaske, som ser ud til at være fyldt med bøger. Han går målbevidst og med lange skridt op ad gaden, og når han kommer til Kaserneboulevarden, vender han om og går ned igen. Tilbage ved Nørre Allé stopper han op, venter et øjeblik, drejer så resolut om på hælene og går op igen. Han begynder klokken ni om morgenen, spiser sin madpakke mellem tolv og halv et på bænken ude på gaden foran Samsøgades Skole og fortsætter så vandringen indtil klokken fire om eftermiddagen. Jeg tror ikke, at hans daglige vandring har nogen særlig betydning, men jeg ville gerne tro, at nogen engang har fået placeret den enlige bænk dér halvvejs oppe ad Ny Munkegade som en venlighed over for den altid vandrende mand.

Carsten René Nielsen (f. 1966) er bosat i Aarhus. Han debuterede i 1989 og har udgivet ti digtsamlinger. Gennembruddet kom med prosadigtsamlingen ‘Cirkler’ (1998), en art poetisk kortprosa, der trækker på surrealismens univers og billeddannelse. Carsten René Nielsen er desuden oversat til flere sprog.

 

Svend Åge Madsen

Svend Åge1Svend Åge2

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Lollandsgade 23
I Lollandsgade 23 boede Viveca Fuhl, der efter en hændelse i Nonneapoteket, hvor hun arbejdede, fik den åbenbaring, at hun skulle dele ud af sin kærlighed.
Herefter udviste hun en generøsitet og opofrelse, der langt overgik mother Theresa, for Viveca uddelte ikke bare materielle goder, men ofrede det bedste hun havde, idet hun fuldstændig uselvisk delte ud af sin egen krop. En hjælpsomhed og kærlighed, der især kom ensomme mænd til gode.
Søster Vivecas evne til at elske sin næste højere end sig selv første til en anklage fra kvarterets Sammenslutning af skøger, ludere og glædespiger (dannet ved denne lejlighed) for social dumping.
Den kendte advokat Bælle Feinsmecker (datter af fru Fejnsmark, Mønsgade 12), der førte sagen for Viveca, klargjorde, at der ikke i love eller vedtægter er fastsat nogen mindstepris for seksuelle ydelser. Derfor blev Viveca frikendt, men fik dog et pålæg om at begrænse sit con amore udbrud, så hun ikke helt tog næringen fra erhvervets professionelle udøvere.

Svend Åge Madsen (f. 1939) slog igennem med romanen ‘Tugt og utugt i mellemtiden’ (1979). Flere af hans bøger foregår i Aarhus. Svend Åge Madsen har læst matematik på Aarhus Universitet og bruger ofte matematik og eksperimenterende filosofi i sine romaner.

 

Louise Juhl Dalsgaard

Louise1Louise2

Sølystgade 29
Mor står tidligt op og smører madpakke til min bror og mig. Jeg får en halv rugbrød med pølse og en klapsammen med ost og skinke. Min bror foretrækker knækbrød: “Så kanjeg nemlig høre, hvor langt jeg er nået med at spise”, forklarer han.
Bror er ved at lære at skrive bogstaver, det er svært. Han bytter om på d og b. “Det gør ikke så meget”, siger mor, “for lagt sammen giver det jo det samme”.
Jeg kan stave til a-l-f-a-b-e-t og lægge til og trække fra, sådan som der står i bøgerne, at man skal. Min bror derimod, han har lært at tælle ved at lægge sine skridt sammen: Ét for ét bliver det til to. Han kan ikke tælle, hvis han står på en rulletrappe.
Nogle gange tæller han ned, hele vejen fra Samsøgade skole til Sølystgade, hvor vi bor. I nummer niogtyve, tæt på Fru Kup, der lover fuld tilfredshed eller håret tilbage. “Tohundredeogseksten, tohundredeogfemten, tohundredeogfjorten”, tæller han. Der er trehundredeogniogfyrre skridt i alt.
Når jeg spørger ham, hvorfor han tæller baglæns, svarer han, at det er for at vide, hvornår han er hjemme.
Mor synes, vi er dygtige begge to. “To og to giver fire, og sådan går alting op”, siger hun.
Hjemme i Sølystgade er vi tre: min mor, min bror og jeg. Tre er ikke fire, og jeg tænker, at vi måske mangler at øve os lidt, før vi sådan rigtigt går op.

Louise Juhl Dalsgaard (f. 1973) skriver lyrik og noveller. Hun debuterede med digtsamlingen ‘Mit ønske om at då er rent hypotetisk’ (2011) og arbejder gerne med et sprog, der skævvrider det almindelige hverdagsudtryk.