Daniel Boysens Blog # 5

                                                                                             forsvinder, lidt // foto: Kirsten Evers

Den sidste uge

Den sidste uge, faktisk de sidste to uger, har været fantastiske – men samtidig også noget af det mest opslidende, jeg har oplevet i mit liv (som forfatter). Jeg har siddet foran computeren, enten i lejligheden, på en café eller på biblioteket, og skrevet fra morgen til aften/nat. Det har også resulteret i, at jeg er stort set færdig med romanen: SIDESPRING er en realitet. Når jeg kommer hjem sendes den til min faste korrekturlæser og derefter til nogle af mine prøvelæsere, inden romanen sendes til forlag. Arbejdet med romanen er næsten ude af mine hænder, i hvert fald i første omgang – hvilken følelse!

Men den sidste uge har ikke kun stået på roman. Jeg har haft besøg af min far og (sted)mor, og vi har været ude at spise på nogle lækre restauranter, bl.a. Tung Long Bistro, der serverede fantastisk vietnamesisk mad, mmm. Det var et dejligt afbræk, at de var på besøg, fordi jeg kunne få lidt jordforbindelse og høre nogle andre stemmer mod de hvide vægge i lejligheden. Der var pludselig en smule hverdag over det hele igen. For at skrive godt kræver det også, at man holder nogle pauser og engagerer sig i de mennesker, der er en del af ens tilværelse.

Om fredagen optog vi en profilfilm til Litterær Lounge i forbindelse med OFF2017, hvor Frontløberne står for den del, vi er med i. Det er spændende, og helt klart et stort skridt for den frivillige forening og den århusianske vækstlagslitteratur som sådan. Bagefter var vi ude at fejre optagelser, Berlin og livet som sådan med et par drinks – det hører sig til, nogle gange.

Derudover har det selvfølgelig også været en uge, hvor jeg har skulle pakke ned, gøre rent og generelt tænke over, hvad jeg lige har været igennem. Den frihed jeg har oplevet i denne måned, venter langt fra, når jeg er tilbage i Århus igen; måske er det derfor, jeg har nydt den så meget, dén frihed det er at gøre, hvad man elsker, hvad man kan.

DSC_0226-1024x683

Nogle tanker om opholdet og 2015

Jeg har jo før været på Hald Hovedgaard, men jeg kan konstatere, at der er en ret stor forskel på 1 uge og 1 måned. Der er langt fra den Daniel, som tog herned d. 1. februar og den Daniel, der sidder på toget på vej hjem i dag (lørdag d. 28). Jeg har udviklet mig, både som forfatter og menneske. At tage helt alene til en by, jeg aldrig har været i, har været en stor gave; fordi jeg har lært, at jeg kunne det.

Der har selvfølgelig også været dage, hvor alt virkede håbløst, hvor jeg ikke kunne skrive, hvor min computer brudte sammen, flere nætter hvor jeg ikke kunne sove osv. Men alt i alt har det været glimrende, fordi jeg har fået SKREVET som aldrig før. Min produktivitet har været skyhøj, og det har været fantastisk – dét kan jeg kun takke skriveopholdet for, fordi den har udgjort lige netop den tid, jeg normalt har manglet.

Mange forfattere lever et frivilligt liv; de læser op uden at få løn, de skriver i håbet om, at de kan få udgivet deres værker og tjene nok til, at de kan holde det kørende, fordi de selv betaler for deres reklame og deres materialer som fx visitkort og plakater. Mange forfattere arbejder og skriver kun i deres fritid, deres weekender, efter en lang og hård arbejdsuge. Jeg er én af den slags forfattere. Mit arbejde de sidste 7 mdr. har været arbejdsløsheden og kampen mod en a-kasse, der forsøgte at bekæmpe mig (men som jeg vandt over!). Og året tegner godt.

2015 kan blive et helt vildt år, hvor jeg bl.a. bliver trykt i Tidsskriftet Slagtryk, der er ét af Danmarks førende litterære tidsskrifter i marts med nogle tekststykker fra FORDI ILDEN ER VORES. Lige nu er jeg også tæt på at blive udgivet i Norge, men mere om det, hvis (når) det bliver en realitet. Derudover skal jeg til møde med et forlag, når jeg kommer tilbage om de to digtsamlinger, jeg skrev i 2014 i afslutningen af min ansættelse hos Århus Akademi og min sommerferie, der med stor sandsynlighed også bliver udgivet. Derudover er der jo, FORDI ILDEN ER VORES, som også er afsendt til et forlag. Til sidst også, SIDESPRING, der har været min mest krævende og ambitiøse roman til dato.

Med alle disse værker færdige betyder det også, at jeg slapper af – jeg er ved at være træt, dødtræt.

DSC_0371-Kopie-2-1024x859

                                                                                         Selvportræt i midten af sidste uge

Et lille uddrag fra SIDESPRING (vi følger lægen lige efter, han har mødt en af de nye beboere)

“… Inden jeg går ud til Ulla, tager jeg min kittel af og lægger på stolen, hvilket jeg selvfølgelig skulle have gjort for længe siden. Når en lejer ser mig, er det vigtigt at understrege, at jeg ikke er læge, men udlejer. De to ting må ikke blandes sammen. Jeg går hen til spejlet, ændrer ansigtsudtryk et par gange og gestik, forsøger at sætte mig ind i to forskellige personer og fremtoninger. Det skal jeg nok blive bedre til. Jeg har på fornemmelsen, at den nye rolle er permanent.

Jeg går tilbage på kontoret for at lægge papiret, lige ved tastaturet, så jeg er sikker på, at jeg ikke glemmer det, næste gang jeg sidder der. Det tog mig lang tid at blive tilfreds med mit kontor, ved ikke hvorfor, det har måske noget med stemningen at gøre. Dét er et af de eneste steder, hvor man som overlæge kan være alene på et hospital, fordi det er ens egen dør, man lukker. En slags privatliv på et offentligt sted. Min kaktus har jeg haft, ja, jeg ved ikke hvor længe. Men det var vigtigt for mig at have liv herinde, noget der kunne overleve selv de værste tider, og det kan kaktusser.

Da jeg var barn, havde vi også kaktusser, måske en måde så mine forældre, der sjældent var hjemme, kunne se noget overleve. De andre planter gik hurtigt til, jeg ved ikke, hvad de hed, men det kan også være lige meget, de interesserede mig ikke. Vi boede i en gammel villa ude i Risskov, lige ved Bellevue, hvor man næsten kunne høre vandet, hvis vinduerne var åbne. Huset var stort og hvidt, meget firkantet, men så alligevel ikke. En årgang havde vi en ung kunstner boende i baghuset, jeg tør slet ikke tænke på, hvad der foregik derude. Min far snakkede om, at det var for at huse et liv, der var meget forskelligt fra det, vi selv levede. En slags tolerance. Jeg tror bare, at han var nysgerrig efter at se, hvad man ellers kunne bruge sit liv på; noget, der ikke nødvendigvis havde en fast formel, som det liv, han selv levede.

Hele mit liv er foregået i og omkring denne by. Det gør ikke noget.

Der stod en kaktus ovre i hjørnet i den store stue, ikke gemt væk, men heller ikke umiddelbart tydelig, hvis man ikke lige ledte efter en kaktus, når man trådte ind. Næsten ligesom at have kæledyr. Jeg husker især de små, der stod i køkkenvinduet, en skærm mellem os indenfor og dem udenfor, vores naboer, vores venner, fremmede; det var næsten umuligt at kigge ind. Og de døde aldrig, eller sådan husker jeg det, evighedsplanter. Men da min mor døde lærte jeg, at intet lever evigt, sådan er det bare. Vi lejer os ind i livet og ved ikke, hvornår vi skal aflevere det tilbage igen.

Jeg tager hånden om kaktussen for at mindes og for at være sikker.”