Daniel Boysens Blog # 4

22. februar 2015

Jeg skal lige love for, at der er kommet hul på skriveprocessen med romanen, SIDESPRING. Men hvor længe har jeg egentlig haft dette værk i tankerne? Og hvordan går det i Berlin? Her kan I læse lidt om mine oplevelser med Berlin, om romanens idé og skriveproces og ET LILLE UDDRAG sidst i indlægget! 

DSC_0281-1024x818

                                                     ude af fokus efter den mest produktive dag i mit forfatterskab

Berlin, turisme og frihed

Jeg har ikke brugt specielt meget tid på at være turist, mens jeg har været i Berlin, men her, hvor tredje uge nærmer sig sin afslutning, har der også været tid til at “lege” turist. En dag kørte jeg rundt på må og få med u-bahn, mens jeg betragtede både mennesker indenfor og udenfor. Desuden var det også interessant af få små glimt af Berlin, som det ser ud fra en rude i bevægelse.

Ellers har jeg også set både Brandenburger Tor, det jødiske mindesmærke, Postdamer Platz og generelt udforsket mere, når jeg har været ude på mine lange gåture, hvor jeg både har set og snakket lidt med mennesker og dyr.

Jeg har selvfølgelig også tænkt en del over det liv, der er og venter, når jeg kommer tilbage til Århus igen. Det er, som om Berlin er en slags undtagelsestilstand; de normale regler gælder ikke, de normale problemer er ligegyldige og det virker til, at jeg befinder mig i en fuldstændig frihed, fordi samfundet omkring mig ikke er mit – jeg bevæger mig som en uset organisme, der både udvikler mig og indoptager fuldstændig uafhængig af verden omkring mig.

Skriveopholdet er på én og samme tid min store mulighed og mit store sats, fordi jeg godt er klar over, at der venter en masse, når jeg kommer hjem – derfor har jeg også koncentreret mig om at bruge omgivelserne til at inspirere og få lavet mest muligt, snakket med inspirerende mennesker og set skøre caféer og bygninger. Men alligevel også haft tid til at være lidt turist.

DSC_0315-1024x683

                                                                det jødiske mindesmærke lige ved Brandenburger Tor

Romanens idé fra 2012

Helt tilbage i 2012, inden jeg havde skrevet eller tænkt på min debutroman, Forudsat, at du har lyst til at fortsætte, tænkte jeg på den her roman. Men dengang, især pga. nogle personlige problemer, måtte jeg skrive et par andre værker først. Måske var det også den følelse, som jeg har beskrevet i et tidligere indlæg, at jeg ikke følte mig god nok til at skrive den. Idéen var speciel, og derfor skulle den også skrives med en særlig omhu, som jeg på daværende tidspunkt ikke var i stand til at give den.

Derefter har jeg prøvet et par gange at skrive på romanen, men har måtte kassere et godt stykke over 100 sider, der er skrevet løbende i 2012-13.

I april 2014, da jeg arbejde på Århus Akademi, skulle jeg på skriveophold hos Hald Hovedgaard, hvor jeg endelig fik afgørende hul på skrivebylden; stemningen, rammen og karaktererne var født! Jeg kan huske, at jeg var lykkelig, men ikke-forudsete problemer i forbindelse med min ledighed i sommeren 2014 og ½ år frem, gjorde, at romanen kom til at ligge stille.

Indtil nu.

DSC_0186-1024x683

                                                                                         afslutningen på et digt fra mit ophold

Endelig at skrive den

I løbet af de første tre uger har jeg skrevet som aldrig før. Jeg er kommet et godt stykke over 100 sider, hvilket jeg næsten ikke turde forestille mig, inden jeg tog afsted. Den mest produktive dag i mit liv, var, da jeg skrev ca. 23½ side (!!!), hvor jeg tog det første billede her i indlægget, lige inden jeg kravlede i seng. Det var både en fantastisk og opslidende dag.

Jeg har læst så meget om rygmarven, sygdomme i både hjerne, hjerte, etiske problemstillinger, debatindlæg og den daglige gang på et hospital, at det også virker meget naturligt at beskrive hospitalslivet, selvfølgelig i fiktive rammer og med den fiktive frihed, men alligevel; jeg mener, at det er vigtigt, at de faktuelle ting giver mening. Min generelle tilgang til verden er, på trods af at jeg er humanist, meget naturvidenskabelig – derfor har det været og er stadig meget interessant at sætte sig ind i biologien (tidligere har jeg fx sat mig ind i livet og jordens oprindelse, geologi, astronomi, teoretisk og eksperimentel fysik til mine digtsamlinger).

Jeg går ind til den sidste uge med stort mod, og jeg sætter høje forventninger til mig selv. Inspireret af Andy Warhols, Think rich, look poor, har jeg ofte tænkt under mit skriveophold, Don’t look important, be important.

DSC_0231-Kopie-1024x683

                                                                                  vandet ved Böcklerpark gennem min linse

Et lille uddrag (man følger en karakter, der senere flytter ind på hospitalet)

“Jeg er fast besluttet, da jeg går ud af døren, dét må være sidste gang, at jeg vågner her. Det kan ikke blive ved med at gå, selvom det var sjovt de første par gange. Bare fordi det har været sjovt engang, skal man ikke nødvendigvis gentage det, tænker jeg.

Ned gennem hendes opgang, ud på gaden, oprejst, smilende. Hun bor tæt ved krydset ved Nørreport. Jeg kan huske, at jeg engang så to bybusser støde sammen, en masse tilskadekomne, ingen døde. Heldigvis er der ikke langt til Universitetshospitalet. Mange brokkede sig over, at det var svært at komme igennem krydset, når busserne stod sammenviklede midt i det hele. Politiet gjorde, hvad de skulle. Jeg læste i avisen, at det skete, fordi den ene buschauffør snakkede i telefon med konen. Det skulle en del også brokke sig over. Debatten fik meget opmærksomhed på Facebook og kom endda i de lokale nyheder. Jeg ved ikke, jeg gik i seng, tænkte, at det var vigtigere. Men jeg kunne ikke sove.

Der sker ikke meget i krydset i dag, denne underlige søndagsstemning, som jeg aldrig finder mig til rette i. Næsten ingen, der kigger op. De få der gør, vil gerne have nogle mønter eller har et eller andet, de gerne vil råbe. På en måde er det rart at vide, byen stadig har liv, selvom det er inficeret. Jeg er forvirret. Måske skulle jeg ikke have forladt hende uden at sige farvel. Det er dårlig stil. Måske skulle jeg vende om, gå tilbage, lægge mig i sengen, tage et eller andet med som undskyldning for, at jeg gik i første omgang. Jeg drejer et par gange rundt om mig selv.

Der står en ældre kvinde i et vindue og kigger ud mod gaden, vi får øjenkontakt, hun kigger ned, det føles som om der er en pinlig tavshed mellem os, selvom vi umuligt ville kunne høre hinanden. Jeg kigger ned og er ikke helt klar over, hvilken retning jeg egentlig går i, da jeg kommer ud af min spiraldans.

Smilende, oprejst, væk fra gaden, op gennem hendes opgang. Først da jeg står i hendes køkken, går det op for mig, hvad jeg laver. Jeg står helt stille, kigger ind gennem døren til hendes soveværelse, hvor hun stadig ligger i, hvad jeg formoder er en dyb søvn. Det røde hår, hendes bryster som to små bjergrygge i dynen, stilheden. Det er sikkert ikke sidste gang, jeg er her.

Jeg skal på toilettet, men vil ikke risikere at vække hende, og det jeg skal derude, ville vække de fleste. Her sidder jeg så. Hvad gør jeg nu, tænker jeg. Jeg læste engang om, at man sagtens kan dø af hjertesorg, hvordan hjertet, når man er i sorg, bare hænger som en sæk, der ikke kan trække sig ordentligt sammen. Det sker for cirka 30 danskere hvert år, og to af dem kunne lige så godt befinde sig i denne lille lejlighed, denne søndag, i dette øjeblik. Eller der kunne ske det modsatte. At to hjerter liver op. Jeg ved det ikke. Måske skulle jeg bare åbne køleskabet og lave noget morgenmad, se, hvor det bringer stemningen hen.”